Peru
Peru grænser op til Chile, Bolivia, Brasilien, Colombia, Ecuador og ligger samtidig ud til Stillehavet. Perus areal er på 1.285.220 km2 og har en befolkning på 25,7 mio.
Peru har nogle af de mest spektakulære og varierede landskabsscener i Sydamerika. Andesbjergkæden deler landet i 3 regioner: Kystegnene, højlandet og Amazonasjunglen. Kystområdet er ørkenagtigt. Andesbjergene rejser sig højt og er utrolig smukke i landet, hvor to millioner indianere stadig bor i bjergene. Derudover kan du finde fascinerende tropisk regnskov og store ørkenområder langs kysten, med store plantager især sukker og bomuld. Landet er fyldt med imponerende natur og fantastiske kulturelle seværdigheder.
Rundt i hele landet vil man blive mindet om de rige indianerkulturer, der engang regerede her. Der er ruiner spredt over hele landet. Inkaerne byggede et væld af prægtige bygninger, paladser, templer og hele byer. Inkaerne er inden for arkitekturens verden særligt kendt for deres specielle måde at sætte sten sammen på, idet de var i stand til at sætte sten så tæt sammen, at der ikke kunne presses en kniv imellem sprækkerne.
Peru er et godt valg for de eventyrlystne, der vil opleve resterne af Inkakulturen og de smukke landskaber.